Jeg er Manilla Ghafuri, jeg er født i det nordlige Afghanistan, og jeg er flygtning. I øjeblikket holder jeg orlov fra min bacheloruddannelse i dansk, mens jeg leder en gruppe for minoritetspiger på Nørrebro og arbejder som aktivist og opinionsdanner. Jeg er også leder af organisationen Rapolitics. 

Jeg var syv år, da jeg kom til Danmark. Jeg gik fra Afghanistan til Polen med min familie og vidste ikke, hvor jeg ville være i den næste time, om vi ville have mad nok, om vi ville overleve. Ved ankomsten til Europa blev min familie adskilt. Min mor og nogle af mine søskende endte i Tyskland, mens jeg endte i Danmark med min far og andre søskende. Vi var fra hinanden i 1,5 år. Det er noget af det sværeste, jeg har oplevet i mit liv. 

AT SE ANDRE FLYGTNINGE HJELPTE MIG AT FINDE MIN STEMME

Det har taget lang tid for mig at omsætte mine oplevelser til noget, jeg kan bruge som styrker. Gennem folkeskolen og gymnasiet var jeg bare "tag-along-Manila". Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at blive accepteret og passe ind. Jeg kan huske, da jeg startede på min danskuddannelse, havde mine klassekammerater alle disse planer for deres fremtid, men jeg anede ikke, hvad jeg ville lave. Jeg kunne ikke mærke mig selv. Jeg havde gemt mig selv væk så længe, ​​at jeg ikke kunne mærke, hvem jeg egentlig var. 

Da jeg i 2015 så de syriske flygtninge gå op ad motorvejen mod Danmark, genkendte jeg pludselig mig selv. Jeg indså, at den lidelse, jeg havde gennemgået, var virkelig. Jeg følte mig frustreret og magtesløs, da jeg hørte medierne beskrive flygtningene som en økonomisk byrde, der kommer til at tage fra vores samfund. Det var sådan en dehumaniserende debat, og jeg vidste, at jeg skulle bruge min stemme. 

Jeg kunne tale om, hvor hårdt det er at være flygtning, og at det aldrig er et valg.

Jeg tog orlov fra min uddannelse og blev en del af avisen Informations flygtningeavis, hvor jeg fortalte min historie om at være børneflygtning. Jobbet gav mig muligheden for at sætte dagsordenen, hvilket føltes så styrkende. Jeg var med til at vælge historierne til avisen, jeg ringede til politikerne og stillede dem spørgsmål.

VORES HISTORIER HAR EN PÅVIRKNING

Efter avisoplevelsen bad jeg om at blive en del af teaterhuset, Kontakt. De var på rundvisning på skoler for at tale om de unges skæbne. Jeg mødtes med deres instruktør for at dele min historie, men jeg kunne ikke få ordene ud. Tårerne løb bare ned over ansigtet på mig. Det var så tungt. 

Den proces tvang mig til fysisk at bruge min stemme, og jeg fortalte min historie på skoler og konferencer over hele landet. Der så jeg der, hvilken effekt en historie kan have. Folk blandt publikum græd, de indså, hvor meget man skal kæmpe som person på flugt. 

Herefter blev jeg introduceret til Rapolitics, hvor vi laver workshops på skoler med Hip-Hop og rap forbundet med storytelling. Jeg er nu leder af organisationen. 

HVIS ANDRE sætter spørgsmålstegn ved DIN IDENTITET, BEGYNDER DU OGSÅ AT GØRE DET

Vi er nødt til at erkende, at uanset hvem du er, skal din stemme værdsættes og accepteres. Når jeg siger "Ja, jeg er dansker", skal du acceptere det og ikke udfordre det.  Jeg oplever meget ofte, at jeg og andre minoriteter skal bryde ekstra barrierer for, at folk kan se, hvem jeg er, på grund af min hudfarve. Og problemet er: Hvis andre bliver ved med at stille spørgsmålstegn ved din identitet, vil du også begynde at gøre det. 

Det har jeg et eksempel på fra den anden dag i toget. Denne unge brune fyr er der med armen i gips, og billetkontrolløren kommer for at tjekke hans billet. Fyren siger, at han har brug for lidt tid til at finde billetten, fordi hans arm er skadet. I det sekund han siger det, går inspektøren ud fra, at han ikke har en billet og ringer til politiet, som kommer løbende og konfronterer fyren. Jeg rejser mig, rejser mig ved siden af ​​ham og siger, at jeg føler mig utilpas ved, hvordan situationen udvikler sig. Fyren smiler til mig, og jeg kan se, at jeg gør en forskel. De beder fyren om at oplyse sit navn, det er Jonas. Politimanden sætter straks spørgsmålstegn ved hans svar, hvordan kan han hedde Jonas, når han er brun? Han kunne ikke engang have tillid til at sige sit eget navn. Jonas kunne endelig vise sin billet, og situationen eskalerede. Ingen har dog nogensinde undskyldt. 

Det betyder så meget, at nogen tager stilling til dig. Det husker jeg fra min barndom. Hele min familie blev smidt ud af en butik på grund af vores hudfarve - ingen sagde noget. Jeg blev beskyldt for at stjæle i Aldi af en medkunde, fordi "folk som dig stjæler" - ingen sagde noget. 

Unge Manila ville aldrig have turdet stille sig op ved siden af ​​Jonas i toget, men tingene er anderledes nu, fordi jeg har fundet min stemme. 

JEG VIL INSPIRERE TIL FORANDRING

Mine oplevelser som flygtning har gjort meget ved mig. Den følelse af at være et barn på flugt er stadig i mig, og jeg ville ikke respektere mig selv, hvis jeg ikke gjorde noget for at hjælpe andre, der har været igennem det samme. Jeg organiserer nu indsamlinger til ofre for krigen i Afghanistan, og det betyder alverden for mig, når jeg hører, at de mennesker, jeg hjælper, føler sig set og hørt. Jeg får beskeder fra civile i Afghanistan, der fortæller mig, at det, jeg gjorde, gjorde en forskel for, om de kunne overleve eller ej.

Jeg er et sted nu, hvor jeg vil ændre historien. Det er ikke nok, at folk bliver rørt over min historie. Nu er det vigtigt for mig, at folk er proaktive, igangsætter forandringer og forstår, at deres stemmer har vægt. Det skridt du tager, når du aktiverer din egen stemme, er stort, og jeg elsker at se denne udvikling hos andre. Denne ene pige, som altid kommenterer på mine indlæg og opmuntrer mit arbejde, hun skriver nu en klumme i avisen. Det er så fedt. 

JEG ER DREVET AF KÆRLIGHED

At bære venlighed til mig er forbundet med kærlighed. Jeg er drevet af empati og kærlighed, og forestillingen om, at kærlighed ikke har nogen grænser. Det er på en måde meget langt fra det, jeg arbejder med hver dag – for de emner kan være meget tunge – men de har gjort mig opmærksom på, hvor vigtigt det er at holde en følelse af kærlighed tæt på. Kærlighed er den ultimative tro på, at der er en anden person, der tror 100 % på dig. 

Instagram: manillasen