Mit navn er Rasa Rihana Diamond og jeg er fra Litauen. Jeg har studeret forskellige ting - såsom billedkunst, kommunikation, socialpsykologi og bæredygtigt design & forretning. Jeg vil betragte mig selv som en udforsker af menneskelige relationer og deres sociale miljøer.
Jeg føler, at jeg aldrig er blevet en rigtig voksen. I stedet er jeg blevet en evig student. Jeg studerer verden gennem kunstens linser. Jeg ser ofte på mine mærkelige tegninger eller genstande og griner og tænker, at jeg nok skal finde et ordentligt job og lade være med at ’lege rundt’. Men livet er meget mere spændende med kunst. Du kan være sjov eller komme med kritiske pointer eller smukke vaser. Det er et sprog til at udtrykke sig selv og åbne en dialog med andre.
Men mest af alt er jeg bare et menneske. Som alle andre, med det samme behov for at elske, at relatere og finde en form for tilhørsforhold.
LIVET FINNES I KONTRASTERNE
Et gennemgående tema for mig er vanskeligheden ved at være sig selv i samfundet: Konflikten mellem den man er, og den man forventes at være. Når man vokser op som pige forstår man hurtigt, at tingene er opdelt i "grimme" og "smukke". For eksempel er det nærmest en uskreven regel, at man som kvinde skal være smuk. Men hvis du graver i grimhed, du finder også skønhed der - og en meget mere interessant slags - fordi livet eksisterer i kontraster.
Du vil forholde dig anderledes til verden, hvis du ser, hvordan grimhed også taler om skønhed, og hvordan smerte også taler om kærlighed. Du vil forstå, hvor værdifuldt livet er, og hvordan alting er vigtigt. Hvis du indser dette, betyder det, at du også skal acceptere og elske dig selv fuldt ud, og det er svært, fordi vi bliver lært at elske ting, hvis de er smukke eller "gode". Men tingene er bare. Den sværeste opgave er bare at "være" og være dig.
GRÆMMELIGHED HAR BRUG FOR EN STEMME
I vores sociale medieverden er presset for at være den "smukke" udgave af dig selv endnu større. Jeg bliver ved med at spørge mig selv: hvem er jeg nu? Hvorfor føler jeg skam? At være kvinde, være østeuropæer, have angst og psykiske problemer er den perfekte facade svær at vedligeholde. Så jeg forsøger at tale om grimme og smertefulde ting, for de skal stemmes.
Kunst åbner op for samtaler med mennesker, der føler en lignende smerte. Det forbinder mennesker og får dem til at føle, at de ikke er alene med den følelse. at de er normale. Også selvom "normal" også er et farligt begreb.
VI HAR BRUG FOR HINANDEN
Jeg tror på, at ægte fred ligger i at acceptere os selv og acceptere andre, der er anderledes end os. Vi er så selvstændige, at vi glemmer, at vi har brug for hinanden, og vi skal forholde os til hinanden. I det øjeblik du træder uden for din lejlighed, er du ansvarlig for menneskerne omkring dig. Jeg tror, folk begynder at erkende, hvor vigtige vores egne individuelle stemmer er. Vi er nødt til at sige fra, hvis vi ser ting, der ikke er rigtige. Vi er ansvarlige for hinandens lykke, sundhed og rigdom. Vi er én forbundet bevidsthed i verden.
FREMSKRIDT FORPLIGTER HVER DAG
At bære venlighed betyder at forstå, at intet kommer uden anstrengelse. Vi skal lægge en indsats i at føre kritiske samtaler med os selv og andre. At acceptere dette er hjemmearbejde for os alle. Ægte fremskridt skal ikke måles i det perfekte resultat, men i at du prøver dit bedste og forpligter dig hver dag.
Instagram: næstenrara
