Jeg hedder Kate Kamil Camille, og jeg har drevet Kate’s Joint i Blågårdsgade i omkring 30 år. Jeg voksede op i Ishøj, men tilbragte det meste af min barndom i København og på Nørrebro, da min mor altid havde forskellige butikker i byen. Hun havde en grill/fastfood takeaway joint, hvor min restaurant er nu. Dengang var gaden for det meste fyldt med bodegaer, og butikken tiltrak en god blanding af squattere, punkere, lokale børn og bodegagæster.
Jeg var 17, da jeg åbnede jointen. Jeg var træt af skolen, og min mor sagde til mig, at hvis jeg droppede ud, måtte jeg lave noget andet. Noget større. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle lave mad, så min bedstemor hjalp mig. Hver uge lærte jeg en ny ret af hende.
DU SPISER NOGET – OG DET FYLDER DIG OP
I begyndelsen havde vi kun tre borde og seks stole. Folk havde ikke mange penge, og det var ikke almindeligt at gå ud og spise. Jeg indså dog hurtigt, at der var et simpelt behov for en tallerken med rigtig, god, enkel mad: Du spiser den, og den fylder dig. Det betyder også, at jeg har det rigtig dårligt med prisstigninger. For eksempel er der ingen måde, at min dahl kan koste mere end 100 kroner. Det kan jeg bare ikke leve med. Jeg ved, hvor meget den servering af varm, god mad betyder for mange mennesker.
DER ER INGEN FACADE
Hurtigt dannede der sig en gruppe stamgæster, og mange af dem kommer stadig. Vi mennesker har brug for konstanter i vores liv. Vi har brug for steder, hvor vi bare kan komme og være. I jointen behøver du ikke hoppe med på de nyeste madtrends og være fancy med din avocadotoast. Du kan bare slappe af.
Som vært er min vigtigste opgave at skabe et rum, hvor folk føler sig godt tilpas. Jeg har mange kunder, der kommer alene ind, og de skal føle sig velkomne og ikke i vejen. Når du går ind i samlingen, føler du, at du er i et hjem: Gryder, pander, ledninger, værktøj og apparater er alle synlige. Der er ingen facade, der skjuler noget, og så skal du heller ikke sætte en op.
DET VIRKELIGE LIV ER LIGE UDENFOR DIT VINDU
Du får aldrig en Aperol Spritz i mit sted. Jeg føler, det er en overkommercialiseret drink, der får folk til at tro, at de har det perfekte liv. Jeg vil hellere have, at de kigger ud af vinduet og ser det virkelige liv. Det er lige der i Blågårdsgade. Digteren Søren Ulrik Thomsen kaldte den i et af sine digte “Den Blå Korridor”, fordi al trafikken fra de øvrige områder af København går lige igennem. Du vil se alle typer mennesker her, du vil se gamle damer tale med bandemedlemmer. Måske er vi ikke enige om alt, men når vi mødes på gaden, skal vi have en våbenhvile. Det kan jeg godt lide.
GIVER DET GODE VIDERE
At bære venlighed over for mig betyder at give videre til andre det gode, vi har lært eller forstået. Det var sådan, jointen startede for mig, takket være min bedstemor.
Instagram: katejoint
