Mit navn er Prins Henry Kwesi Asare, jeg er 28 år gammel og læser sociologi. Jeg er også aktivist, og jeg bruger meget tid på at dele min historie og tale om de forhold, som minoriteter står over for i Danmark.
Uretfærdighed og diskrimination, uanset hvem der oplever det, er forkert. Lige meget om det er på grund af dit handicap, seksualitet eller hudfarve, dehumaniserer det dig og formindsker dine muligheder i samfundet. Det fratager din ret til at være den du er.
JEG VED HVORDAN DET ER IKKE AT HAVE EN STEMME
Når du er en minoritet som mig, kan du ikke undgå at opleve ting, som ingen burde opleve. Jeg har oplevet diskrimination og racisme, siden jeg var seks år gammel. Dengang vidste jeg ikke, at det at blive mobbet på grund af min hudfarve var racisme. Jeg troede bare, at folk ikke kunne lide mig.
Ingen har nogensinde fortalt mig, at min stemme er noget værd. Det måtte jeg selv finde ud af. Når du er et farvet ungt menneske, skiller du dig ud bare for at være dig, så det eneste, du ønsker, er at passe ind. Det gør din egen stemme til noget, du ikke tør lytte til eller bruge, fordi du er bange for at få sat et ekstra spotlight på dig. Jeg forsøgte at tale om mine oplevelser, da jeg var meget ung, men hver gang blev min stemme ignoreret eller dæmpet. Jeg tror, det er derfor, min stemme er så uregerlig nu. Jeg ved, hvordan det er at ikke have en stemme.
Meget af det, jeg laver, er motiveret af de ting, jeg ikke havde som barn. I dag står min stemme med lille Prins, hvis han er derude et sted, og den står med alle de andre mennesker, der ikke bliver hørt i samfundet.
PUNKTET FOR INGEN TILBAGEVENDELSE
Jeg gik på højskole som den eneste farvede i min klasse, og oplevede racisme. Men ingen brød sig om det. Ikke lærerne, ikke ledelsen. Jeg forstod, at jeg var nødt til at gøre noget selv, så ingen andre skulle opleve, hvad jeg gjorde og klare det alene.
Jeg tror, at når du har oplevet en masse diskrimination hele dit liv, kommer du til et point of no return. Jeg havde en følelse af bare ikke at kunne fortsætte mere. Jeg var nødt til at gøre noget for at sikre, at jeg ikke længere oplevede racisme i de samfund, jeg var en del af. Det var der, jeg virkelig fandt min stemme.
DENNE ENERGI OVERGÅR MIN KROP
På Højskolen fandt jeg måder at tale med mine kammerater om, hvad jeg oplevede. Jeg viste en film om diskrimination, og jeg inviterede elever til at lave en demonstration for Black Lives Matter med mig. Jeg havde aldrig deltaget i en demonstration før, men da jeg fik udleveret mikrofonen og vi begyndte at gå, mærkede jeg denne energi overtage min krop. Jeg ledede demonstrationen med kampråb, som mine jævnaldrende begyndte at gentage tilbage til mig, jeg ved ikke, hvad der kom ind i mig. Jeg så, hvordan folk omkring os vågnede: de kom tættere på, biler dyttede, forældre begyndte at tale med deres børn om, hvad demonstrationen handlede om. Jeg så forandring i lokal skala, og jeg synes, det er en vigtig pointe at gøre: Du behøver ikke at ændre hele verden. Hvis du kan ændre din egen verden, har du gjort en kæmpe forskel.
James Baldwin siger noget, som jeg er meget inspireret af: "Ikke alt, der står over for, kan ændres. Men intet kan ændres, før det står over for". Vi er nødt til at se tingene i øjnene, genkende dem og tale om dem, før vi virkelig kan ændre dem.
NU KAN ALLE FØLE SIG KOMFORTABEL PÅ HØJSKOLE
Efter mit ophold på Højskolen skrev jeg en avisartikel om mine oplevelser og hvordan diskrimination påvirkede både minoriteter og elevernes generelle trivsel. Efter artiklen blev jeg kontaktet af Højskolebevægelsen og bedt om at deltage i et panel af elever med minoritetsbaggrund. Vores erfaringer blev omsat til nye anbefalinger til, hvordan man kan gøre Højskole til et sted, hvor alle føler sig godt tilpas og et sted med en mere meningsfuld og respektfuld kultur. Det endelige resultat var en rapport og en værktøjskasse, som hver højskole kan bruge til at skabe mere mangfoldighed og inklusion.
SPØRGSMÅL PÅ DIN EGEN TRO
Det er vigtigt at huske, at ingen er født til at hade. Det er noget, vi har lært, og det betyder, at vi kan aflære det gennem dialog. Du kan starte med at tage en dialog med dig selv. Stop op og spørg dig selv, hvor kommer denne tro fra? Hvorfor tænker jeg, som jeg gør, om en anden persons baggrund, køn osv. Følg derefter op med spørgsmålet: Hvordan ville jeg have det, hvis nogen dømte mig på den måde?
Vi skal forstå, at den måde, vi oplever verden på, uanset hvem vi er, er snæver, fordi den er baseret på os selv. Din verden er ikke alles verden, den er defineret af dit perspektiv. Den eneste måde, jeg kan udvide mit perspektiv på, er ved at tale med andre, der er anderledes end mig, og lytte til deres historier.
UDNYT DIT TALENT TIL AT ÆNDRE STATUS-QUO
Der er så mange grunde til at opgive at kæmpe: det er hårdt, det tager din energi og forandring sker meget langsomt. Nogle gange tror jeg, at jeg kunne bruge min energi på så mange andre ting. Men jeg kan ikke stoppe. Jeg ser, at det gør en forskel for mig og andre, at jeg offentligt tager stilling og formidler, hvad minoriteter oplever.
Da jeg begyndte at dele mine erfaringer, havde jeg aldrig forventet, at mit arbejde ville føre mig derhen, hvor det har gjort. Jeg havde aldrig forventet, at jeg ville arrangere en demonstration, at jeg ville skabe forandring i højskolesamfundet, at jeg ville ændre noget i samfundet. Du kan skabe forandring ved at dele din historie og bruge dit talent til at udtrykke, hvad der ligger i dit hjerte. Rap, skriv, ager, gør det, du er god til. Du behøver ikke gøre det for at ændre verden. Du kan bare gøre det, fordi du ønsker at gøre noget anderledes end status quo.
JEG ER IKKE ALENE
Sammen har vi potentialet til at være en generation af fællesskab. En generation, der hjælper hinanden og viser hinanden respekt og venlighed. En generation, hvor hver og en af os er lidt mindre ensomme i vores individuelle kampe. Den smukkeste del af denne rejse har været at opleve, hvor mange mennesker der er derude, der identificerer sig med de ting, jeg siger. Og indse, at jeg ikke er alene.
Instagram: princehka
